Igen i år fik Skanderborg lov til at lægge ramme og by til årets Påskelejr, hvor omkring 500 gymnasieelever, sabbatsårs-KFS’ere og videregående studerende var samlet i fem dage om forkyndelse, lovsang, bibeltimer, seminarer, hygge, sport og gode snakke.
Som det blev afsløret på scenen tirsdag aften, var årets Påskelejr, såfremt de kloge hoveder på KFS-kontoret har talt rigtigt, lejr nr. 51 i rækken. Meget er helt sikkert forandret gennem tiden. Og meget går igen fra år til år. Madkøerne er stadig lange. Sundhedsstyrelsens anbefaling om 7-9 timers søvn er heller ikke nået frem til Påskelejr endnu. Og opskriften med et program sammensat af møder, seminarer og bibeltimer er som vanligt den faste ramme omkring lejren.
Men selvom meget går igen, er hver lejr alligevel som en helt ny opdagelse og velsignelse. 51 gange er Guds kærlighed og Jesu frigørende nåde blevet forkyndt gennem ord, lovsang og undervisning. 51 gange har studerende fra hele landet fået lov til at mærke velsignelsen i at samles i det store kristne fællesskab på tværs af både dagligdag, kirker og studier. Og 51 gange har Gud brugt Påskelejr til at lære KFS og hver enkelt KFS’er mere om, hvem han er.
Den erfaring og velsignelse er ny hver gang. Og hvert år står vi tilbage fyldt af tak til Gud, for at han med sin ånd rækker ind og puster nyt liv i os. Også når vi når til lejr nr. 100.
Et fantastisk fællesskab
Men hvordan har det så været at være med på denne Påskelejr som studerende og KFS’er?
”Jeg synes, det har været megafedt med et godt fællesskab. Folk er gode til at snakke med hinanden og blandes, også på kryds og tværs. God lovsang. Gode møder. Det har været vildt fedt!”
Sådan opsummerer Helena sin lejr, da jeg sent tirsdag nat fanger hende sammen med Andreas, Manuel, Magnus og Clara for at høre lidt om, hvordan de har oplevet årets Påskelejr, og hvad de tager med sig hjem.
Fællesskabet er noget af det, der kommer til at fylde i vores samtale om årets lejr. For det betyder noget at få lov til at se og erfare, at KFS og det kristne fællesskab er mere og andet, end bare den lokale gruppe og menighed, fortæller Manuel:
”Det går op for en, hvor mange der i virkeligheden er i det her fællesskab. Og det bliver gjort meget nemt at snakke med nye, andre kristne, nogle der måske også bor længere væk, eller har gået på andre efterskoler. Der skabes bånd på kryds og tværs.”
Helena fortsætter, ”for eksempel Clara og jeg, vi kendte overhoved ikke hinanden før, men fordi vi sov på samme sovesal, så har vi snakket godt sammen hele ugen. Hun bor på Sjælland, og jeg bor i Aarhus. Vi ville nok ikke have faldet i snak ellers, hvis ikke det var fordi, vi er en del af det store fællesskab og bliver blandet på den her måde.”
Et af de minder, de tager med sig hjem, er en ”vanvittig god” nattevagt. ”Man ser altid nogle sjove sider af hinanden klokken 4 om natten,” forklarer Helena, og så opdager man ifølge hende, at ”man behøves ikke meget mere end 3-4 timers søvn.” Men udover den manglende nattesøvn, fik de også lov til– med Magnus’ ord –at ”opleve, hvor sjovt frivilligt arbejde lige pludselig bliver.” ”Særligt, når man er sammen om det,” supplerer Helena.
Fortællingen om Josef har også noget at lære os i dag
Er beretningen om Josef mere og andet end en simpel børnefortælling om farverige kapper og onde brødre? Er der noget, vi kan lære af Josefs rejse fra slave til næstkommanderende i Egypten? Er det relaterbart – også i 2024?
De spørgsmål stod som overskriften på årets lejr, hvor temaet var ’Relaterbart?’, mens fortællingen om Josef fik lov til at danne ramme omkring både bibeltimer og aftenmøder.
Og det er ”en fed form for tema, at det er en historie, der går igen, forklarer Andreas, da jeg forstyrrer ham og Margrethe, Karen Sofia, Amalie og Jonas sent tirsdag nat for at høre lidt om, hvad de tager med sig hjem fra årets forkyndelse og bibeltimer.
For Margrethe var det særligt givende, at der blev dykket ned i Det Gamle Testamente:
”Tit bliver det noget fra Det Nye Testamente, Romerbrevet, så at der lige kommer en ny historie, som de virkelig har kunnet trække mange fede pointer ud af og stadig have Jesus med i deres taler. De var meget detaljeorienterede, f.eks. med Josefs klæder, og det er sådan noget, jeg ikke havde tænkt over, var væsentligt, før de flere gange sagde, at nu var der noget, der var gennemgående. Det var fedt at lære noget om.”
En af de pointer, Andreas fremhæver, er, at ”der har været et gennemgående tema om, at Gud var med Josef, også når tingene så surt ud.” Den pointe er også noget det, der har gjort fortællingen relaterbar, fortæller Karen Sofia:
”Der er noget i forhold til det her med, hvad er formålet med Josefs liv? Der må han bare have tillid til, at Gud har et formål, og at Gud vil svare hans bønner. Om det så lige er imens, han er i det, eller om Gud vil svare ham senere i livet. Det, synes jeg, er meget relaterbart.”
Et andet aspekt af fortællingen, Andreas er blevet begejstret for, er brødrenes vandring fra at sælge Josef som slave og frem til, at de står overfor ham igen:
”For mig blev det stort, den omvendelse, der skete med brødrene efter, at de kom til Egypten. At de på en eller anden måde påtog sig ansvaret og skylden for, og angrede, at de dengang solgte Josef. Og at der så sker tilgivelse og forening i det. Det blev meget stort.”
At have én bibelsk beretning som tema for både aftenmøder og bibeltimer, er nyt på KFS’ store nationale lejre, men for KFS’ generalsekretær, Jakob Højlund, var det en stor oplevelse at få lov til at dykke ned i fortællingen om Josef sammen med KFS’erne:
”Jeg er ovenud taknemlig og begejstret for alt det, vi var sammen om på Påskelejr! Vi vandrede sammen med Josef, som levede for knap 4.000 år siden, og selv om det er mange år siden, blev hans liv og Guds indgriben virkelig stort og relaterbart, og det pegede frem mod Jesus på en både frisættende og igangsættende måde! Her fik vi alle sammen en hel masse godt med til hverdagen, hvor Jesus både bærer os med sin nåde og virker i os ved sin kraft.”
