
For nogle er fire dage med bibeltimer, gode snakke og sovesale efter et par års deltagelse blevet rutine, og for andre er det første gang, de stifter bekendtskab med Påskelejrs lange madkøer, herlige lovsang og gode forkyndelse.
Det gjaldt blandt andre Tikva og Thomas, der til dagligt går på Det Kristne Gymnasium, og Mette og Hannah, der havde skiftet Tønder Gymnasium ud med Skanderborg i et par dage. De fire kender hinanden lidt på kryds og tværs, og de beskriver deres første møde med Påskelejr som ”fedt!”. Særligt det med at opdage, hvor stort et fællesskab, de er en del af i KFS.
”Det har været mega fedt at være afsted og være så mange kristne unge og bare kunne mærke et kæmpe fællesskab i det,” fortæller Mette.
Hun oplever, at de andre KFS’ere er meget åbne, og at der hele tiden er noget at lave og nogle at hænge ud med. Hun og Hannah kendte ikke så mange andre KFS’ere, før de tog afsted, men det er der lavet om på nu:
”Vi tog hjemmefra og tænkte, at det kunne være sjovt, hvis vi lige fik snakket med én ny person. Og vi har måske snakket med 10-20 stykker i hvert fald. Der er meget mulighed for bare at joine,” fortæller de.
Umuligt at nå det hele
De fire gymnasieelever er enige om, at programmet på årets Påskelejr næsten er for godt. Det er proppet med bibeltimer, seminarer, aftenmøder, lovsang, aktiviteter som sport og krea-værksted, og events som åben scene, auktion og koncert. Der sker så meget, at man ikke kan nå det hele – men de anerkender også, at det er lidt af et luksusproblem.
De har blandt andet været til seminarer om forskellen på LM, IM og Oase, om tjenestedeling, om stress og præstationskultur og om trosforsvar. Seminaret om, hvad man kan gøre hvis en ven falder fra troen, bliver også fremhævet. Et emne, som gymnasieeleverne var glade for at få italesat. Det skal nemlig ikke være et tabu at være i tvivl om sin tro, for alle tvivler på et eller andet tidspunkt, er de enige om.
For Thomas har det været fedt at bruge sin påskeferie på noget andet end at holde fest, hvilket ellers er en gængs aktivitet for gymnasieelever, der holder fri. ”Her kan man være fjollede og skøre sammen på en anden måde og være sammen om fx at spille volley og ’sæt halen på æslet’.”
”Og hvad så nu?”
Sådan lød temaet på årets Påskelejr. Både bibeltimer og aftenmøder tog udgangspunkt i Apostlenes Gerningers beskrivelser af den første tid efter Jesu død, opstandelse og himmelfart og særligt Paulus’ omvendelse og mission. Om hans kald til at dele evangeliet, og om den modstand, han blev mødt af, når han ihærdigt fortalte om Jesus. Beskrivelser af en virkelighed, der ligger tæt op ad vores i dag. Hvor vi er kaldet – og opmuntret – til at dele vores tro, men også møder modstand fra den verden, vi befinder os i. Og hvor Helligånden både skubber og leder os i den udfordrende opgave, det er at gøre Jesus kendt. For evangeliet gælder også os, og i sidste ende er det Gud, der forvandler de mennesker, vi fortæller om ham. Og hvad tager gymnasieeleverne med?
”Især det der ’words and work’,” siger Hannah. Hun henviser til den engelske studenterevangelist Michael Ots’ tale til aftenmødet mandag. Hans pointe var, at vi skal fortælle om Jesus i både ord og handling. ”Det handler ikke kun om at snakke meget om, at du tror. Og du kan heller ikke bare leve som kristen og så regne med, at det gør andre til kristne. Det handler om en blanding af det.” ”Det har jeg også tænkt over flere gange,” supplerer Tikva. ”Det har virkelig sat sig fast.”
Et boost til troen
Påskelejr er i det hele taget et godt afbræk fra hverdagen – et afbræk, der vil blive savnet, når ferien er slut, og skole og afleveringer vender tilbage på to do-listen.
”Vi har jo en gymnasiehverdag med lektier og afleveringer og ting, der fylder,” siger Tikva. ”Her er alt det sat til side, og det er virkelig ikke noget, man går og tænker over. Men man har plads til at fordybe sig i Bibelen og Guds ord på alle mulige måder. Og det er vildt fedt, at man bare kan få det ind virkelig intenst. Jeg håber også, det kommer til at have indflydelse på ens hverdag, når man kommer tilbage. At man lige får sådan et boost til at tænke over, at der er noget her, som virkelig er vigtigt, og som man lige skal have med i hverdagen også.”