Teksten fra KFS' logo
KFS’ første nationale leder er fundet: Velkommen til Hanne Terp Legarth
Vi er ovenud tilfredse med at kunne fortælle, at Hanne Terp Legarth fra august måned vender tilbage til KFS i stillingen som national leder.
 KFS’ første nationale leder er fundet: Velkommen til Hanne Terp Legarth
29. maj 2025

Når vi efter sommer tager hul på det nye studieår, bliver det med et nyt – og dog velkendt – ansigt i KFS’ medarbejderflok og ledelse. Den nye nationale leder bliver nemlig Hanne Terp Legarth, der tidligere har været lærer på KFS’ Ledertræningscenter LTC gennem en årrække, og som siden 2024 har været en del af KFS’ bestyrelse. Senest kommer hun fra en stilling som institutleder for Kristent Pædagogisk Institut.

Som national leder træder Hanne Terp Legarth ind i KFS’ daglige ledelse, hvor hun primært vil fungere som personaleansvarlig leder for KFS’ konsulenter og volontører, samt som lejrchef for Påskelejr og Discipeltræf. Hun skal med andre ord være med til at skabe rammerne for det, vi allerhelst vil i KFS: at se studerende kende Jesus og gøre Jesus kendt blandt deres medstuderende.

Hos generalsekretær Jakob Højlund er begejstringen tydelig:

”Det glæder mig utrolig meget at få Hanne med i KFS’ ledelse! Hun har et stort hjerte for KFS’ mission og for de studerende, og jeg er sikker på, at hun bliver en dygtig leder for konsulenterne og vores store lejre. Jeg kender Hanne som utroligt dedikeret og vis, med et skarpt blik for den overordnede retning – og i sidste ende er det jo altid Jesus. At han kommer til os i kærlighed og nåde. Dét er Hanne optaget af,” siger han.

Det er også en glad national leder, der tager fat på arbejdet til august:

”KFS har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg kan ikke forestille mig ret meget, der vil være mere meningsfuldt for mig end at være med til at skabe gode rammer i KFS, så studerende kan kende Jesus og gøre Jesus kendt. Jeg glæder mig til at skulle være en del af en større sammenhæng, hvor vi alle fra hver vores position arbejder på det samme. Jeg glæder mig både til samarbejdet med alle de andre ansatte i KFS, hvor jeg bl.a. får lov at være leder for nogle utroligt dygtige medarbejdere, og samarbejdet med frivillige og komitéer om at skabe vidunderlige og vigtige KFS-lejre,” siger Hanne Terp Legarth.

Og hvordan bliver det at vende tilbage i medarbejderflokken i KFS?

”KFS emmer af opfindsomhed, frimodighed og engagement, og jeg føler mig så meget hjemme i KFS-fællesskabet. Der er en særlig ejerskabs-fornemmelse i KFS, hvor vi alle sammen synes, at det er ”vores KFS”. Den fornemmelse har jeg aldrig sluppet, og jeg glæder mig til igen at være med på fuld tid i det gode arbejde med at gøre ”vores KFS” til et godt sted at være.”

Hanne Terp Legarths indtræden i KFS’ ledelse betyder også en tiltrængt omstrukturering af opgaver. Efter at LTC blev lukket, har der kun været to personer i KFS’ ledelse, selvom antallet af ansatte i KFS samlet set ikke blev mindre. Her kommer den nationale leder til at afhjælpe en ledelsesflaskehals, så der bl.a. frigives tid til mere udvikling af KFS’ arbejde.

Vi glæder os til at tage godt imod Hanne efter sommer og håber, at I vil gøre det samme!

Tak og bed for Hanne Terp Legarth og for det arbejde hun har foran sig i KFS. Bed om, at hun må få en god opstart i august, og for at hun som national leder må blive til gavn, til glæde og til tro for både KFS’ere og for KFS’ medarbejdere.