Teksten fra KFS' logo
Kære KFS’ere, KFS-ledere og KFS-venner
I løbet af sommeren har man flere steder skrevet og debatteret homofobi. Debatten udspringer af en ny undersøgelse under projekt SEXUS, og som en del af debatten modtog vi sammen med en række andre kirkelige organisationer et åbent brev i Kristeligt Dagblad, der sætter ord på negative oplevelser indenfor konservative kirkelige organisationer. Vi vil her gerne rette vores opmærksomhed særligt mod KFS’ere, som oplever, at Bibelens tale om seksualitet og den ægteskabelige ramme om det seksuelle samliv er eller kan være udfordrende.
 Kære KFS’ere, KFS-ledere og KFS-venner
26. august 2025

Kære KFS’ere, KFS-ledere og KFS-venner

I løbet af sommeren har man flere steder skrevet og debatteret homofobi. Debatten udspringer af en ny undersøgelse under projekt SEXUS, som er foretaget af Statens Serum Institut. Som en del af debatten modtog vi sammen med en række andre kirkelige organisationer et åbent brev i Kristeligt Dagblad fra 105 personer, der sætter ord på negative oplevelser indenfor konservative kirkelige organisationer.

Oplevelserne går særligt på organisationernes omtale og håndtering af homoseksualitet. En anden debattør har i samme avis omtalt de konservative organisationers forkyndelse af fortabelsens mulighed til børn og unge, og hvordan det kan virke meget skræmmende.

I indlæggene er KFS blev nævnt som en af de organisationer, hvor ovenstående har fundet sted, og vi er blevet udfordret på at overveje vores holdninger og ikke mindst den måde, vi møder unge og drager omsorg for dem på i krævende livssituationer og problemstillinger, som går meget tæt på den enkelte og dennes selvforståelse og identitet.

De andre organisationer, som er blevet adresseret i indlæggene, har allerede svaret, og vi ønsker ikke at gentage deres perspektiver. I stedet vil vi her gerne rette vores opmærksomhed særligt mod KFS’ere, som oplever, at Bibelens tale om seksualitet og den ægteskabelige ramme om det seksuelle samliv er eller kan være udfordrende. Måske meget udfordrende. Ikke mindst hvis man oplever tiltrækning mod eget køn.

Til jer KFS’ere, som har dette inde på eget liv, eller står tæt på nogen i den situation, vil vi først og fremmest sige: Alle er velkomne i KFS, og vi ønsker ikke, at jeres oplevelser og spørgsmål skal skjules! Vi vil lytte og vandre med jer.

Måske har du, kære KFS’er, slået dig på nogle tekster i Bibelen, eller måske har du slået dig på noget, vi har sagt i KFS, eller noget, som andre har sagt. Dette må du gerne fortælle os. Vi kommer ikke til at vende os væk, men ønsker at møde dig og forstå, hvad der er på spil. Hvis du er bekymret for, om noget, du har tænkt eller gjort, kan medføre, at vi ser skævt til dig, så nej. Det gør vi ikke af den enkle grund, at vi i så fald også måtte se skævt til os selv og alle andre i KFS. Vi bærer alle rundt på noget, som vi forsøger at skjule eller er flove over. Derfor søger vi Guds nåde sammen, og når vi siger, at KFS handler om at kende Jesus og gøre Jesus kendt, er det lige netop fordi, han er nådens, kærlighedens og tilgivelsens centrum. Jesus er grundlaget for, at vi kan tage den åbne og ærlige snak om alt det, vi forsøger at komme på plads med i vores liv. Også når vi gennem ord og gerninger har udfordret og måske såret hinanden. Og Jesus inviterer os til at læse Bibelen i en ærlig samtale med hinanden, ligesom han selv gik ind i ærlige samtaler med farisæere, toldere, disciple og syndere.

Der kan stadig være ting i Bibelen, som gør ondt og bringer svære overvejelser frem, men vores egen erfaring er, at overvejelserne bliver knap så tunge, når vi deler dem med hinanden. I den forbindelse vil vi også pege på den bog om seksualitet og homoseksualitet, som vi udgav i efteråret 2024, ”For enden af regnbuen”, hvor bl.a. kristne, som er tiltrukket af eget køn, fortæller omegne erfaringer, og vi tager livtag med relevante bibeltekster. Bogen kan i sig selv være en samtalepartner eller skabe grobund for at opsøge en af os i KFS. Du kan få fat i bogen ved at skrive til kfs@kfs.dk eller ved at kontakte en af vores konsulenter ude i landet. Konsulenterne står også klar til samtalen med dig, så ring eller skriv endelig til dem! Vi påskønner, at du kommer og deler med os, også når det indebærer kritik. Der er vigtig læring for os i at lytte til dine erfaringer og perspektiver.

Når vi taler åbent og ærligt med hinanden, sker det nogle gange, at vi ender forskellige steder; at vores holdninger og livspraksis går i forskellig retning. Vi vil ikke lægge pres på nogen for at mene eller handle på en bestemt måde, og man er hjerteligt velkommen i KFS, hvis man konkluderer noget andet end det, vi som organisation står for.

I KFS har vi tilsluttet os en etos for god adfærd i kirker og kristne hjem sammen med andre kirkelige organisationer (bl.a. dem, der også adresseres i det åbne brev i Kristeligt Dagblad).

Her siger vi bl.a., at vi vil ”give børn og ungeplads til at være på vej, i tvivl og helt eller delvist uenige og så vidt muligt bevare en personlig relation til mennesker, der forladerkirken. Vi tror, at Bibelen er Guds ord til mennesket og frimodigt skal forkyndes i hele sin dybde. Men vi erkender, at vores forståelse af den bibelske sandhed er begrænset. Vi erkender kun stykkevis. Derfor påhviler der os en ydmyghed i mødet med den, der måtte være uenig, eller som i sit liv vælger andre værdier end vi.

Denne etos udtrykker, at vi stræber efter dybe rødder i Guds ord og brede, kærlige vinger ud mod mennesker.

Vi arbejder på, at du, kære KFS’er, må opleve brede vinger hos os og – midt i udfordringer og krævende spørgsmål – erfare, at vingerne henter kraft og varme fra ham, som er Guds ord, Jesus. Han, der i mødet med afvisende mennesker sagde: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Johannesevangeliet 6,37).