Hvorfor blive medlem af KFS? (den lidt længere version)
Hvad betyder det at blive medlem af KFS?
Helt lavpraktisk betyder det, at du bliver medlem af foreningen 'Kristeligt Forbund for Studerende'. Ligesom du sikkert kender det fra alle mulige andre foreninger (fodboldklubben, ungdomsforening, spejder, krocket, etc.).
Men hvad betyder det så? Og må man godt være med i KFS uden at være medlem?
(Det sidste kan vi svare lynhurtigt på – JA! KFS er for alle, det koster ikke noget, og der er intet krav om, at man skal være medlem.)
Du får medbestemmelse og ejerskab
KFS er en demokratisk opbygget forening, hvor det er medlemmerne, der i sidste ende bestemmer. Med dit medlemskab får du derfor også mulighed for at præge KFS, tage ejerskab over arbejdet og være med til at sætte retningen.
Det kommer særligt til udtryk til den årlige generalforsamling, hvor du bl.a. kan være med til at bestemme, hvem der skal sidde i KFS' bestyrelse (eller du kan selv vælge at stille op?). Bestyrelsen er dem, der på vegne af medlemmerne beslutter f.eks., hvem de ansatte skal være, hvilke projekter der skal prioriteres, hvordan vi bruger vores penge og meget mere.
At være medlem af KFS betyder altså helt lavpraktisk, at du får 'medejerskab' over KFS. Sådan er vi indrettet, fordi vi tror på, at KFS ikke er nogens. Det er vores.
Du støtter KFS økonomisk
Udover at du får medejerskab over KFS, når du bliver medlem, så er du også med til at bære KFS' økonomi. Men hvordan hænger det sammen?
KFS er medlem af det, der hedder Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). De får hvert år en (stor) pose penge i offentlig støtte, som de har til opgave at fordele mellem en masse forskellige gode ungdomsorganisationer.
Den støtte udgjorde for KFS' vedkommende næsten 20%(!) af vores samlede indtægter sidste år. Eller hvad der rundt regnet svarer til 1,8 millioner kroner. Penge vi bl.a. bruger på at arrangere Discipeltræf og Påskelejr, give løn til vores gode ansatte, udvikle lækre ressourcer til dig/din gruppe og meget mere.
Så hvad får KFS i støtte, når du bliver medlem? I cirkatal svarer det til, at KFS får omkring 1200-1500 kroner i støtte på grund af dit medlemskab. En kæmpe gave, der kommer både KFS'ere til gavn og giver os mulighed for at investere endnu flere ressourcer i at række evangeliet videre.
Du får 'Til Tro' gratis og rabat på vores lejre
Som du sikkert også kender det fra andre foreninger, så giver det også nogle helt konkrete fordele for dig at være medlem af KFS. Dem har vi, fordi vi gerne vil give dig nogle gode ressourcer, holde dig opdateret på livet i KFS og gøre det lettere for dig at komme med på vores lejre.
Så hvad får du?
1. Du får 'Til Tro' tilsendt kvit og frit. 'Til Tro' er et lækkert magasin, der er lavet for og af KFS'ere. Det udkommer fire gange om året og er fyldt med spændende, livsnære, personlige og kloge artikler om troen og livet. Foruden nyheder om KFS' arbejde i både Danmark, Grønland og internationalt. Du kan finde alle tidligere udgaver af 'Til Tro' lige her.
2. Du får (minimum) 10% rabat på KFS' lejre. Vi vil rigtig gerne invitere dig med på vores lejre, og derfor får du også som minimum 10% rabat på alle KFS' lejre som medlem. Både de små og store. For vi tror på, at det er vigtigt, at vi også mødes på tværs af fælleskaber, kirker og studier i et rum, hvor der er tid til at blive fyldt på, udrustet til hverdagen og lovprise Gud.
Du styrker KFS' stemme i kampen for 'åndsfrihed'
En af de dagsordener, der virkelig lægger os på sinde i KFS, er kampen for åndsfrihed. Men hvad er det for en størrelse? Hvad har det med KFS at gøre? Og hvor passer dit medlemskab ind i ligningen?
Åndsfrihed er et godt gammelt (og lidt diffust) udtryk, der kort sagt handler om, at vi skal have frihed til at tænke frit, danne vores egne overbevisninger (f.eks. hvad vi tror på) og mulighed for at udtrykke og udleve disse – så længe det ikke strider mod andres åndsfrihed.
Vi oplever i disse år, at et stigende antal KFS-grupper får forbud mod at mødes på deres studiesteder med den begrundelse, at religion ikke hører til i studieverdenen.
Samme modstand møder vi flere og flere steder, når vi f.eks. spørger, om vi må komme på besøg på gymnasier og ungdomsuddannelser med en stand eller for at holde religionstimer.
Det er en udvikling, vi mener er dybt problematisk, fordi det er med til at skubbe til en stigende fremmedgørelse overfor tro og religion, og fordi det mindsker KFS'eres (og alle andres) mulighed for at udtrykke og leve efter deres overbevisninger.
Hvis ikke vi må fortælle om, praktisere og tale om vores tro, der hvor vi har vores hverdag, så risikerer vi, at vi ender med at have et offentligt rum og samtale, hvor der reelt ikke er plads til at 'tænke frit', og 'danne sine egne overbevisninger'. Netop fordi den dannelse også sker i mødet med andres holdninger og i mødet med andres tro.
Derfor kæmper vi for åndsfrihed og for plads til mening – også på de danske studiesteder.
Men hvad har det at gøre med mit medlemskab?
Med dit medlemskab er du med til at styrke KFS' stemme, når vi f.eks. tager problemstillingen op i 'Dansk Ungdoms Fællesråd' og sammen med andre ungdomsorganisationer prøver at sætte det på dagsordenen overfor vores polikere og lederne på de danske studiesteder.
Det er du, fordi du på den måde viser, at du bakker KFS op i den kamp – ja, at det også er din kamp. Og jo flere vi er, der står sammen om den sag, jo bedre.