Har du planer for sommerferien?
Den 3. til 9. juli 2023 holder vi Assist igen med højt humør og godt arbejdsfællesskab – og vi vil gerne have dig med!

Assist er en uge med fællesskab og arbejdsopgaver i Hillerød i samarbejde med Grønnevang Kirke. Efter en eksamensperiode med næsen i bøgerne kan vi komme ud i sommervejret og klippe hække, male et stakit, luge ud og gøre rent. Og alt sammen for nogen, der trænger til en hjælpende hånd.
Studerende fra hele landet mødes til et godt arbejdsfællesskab, nye venner og hyggeligt samvær om aftenen. Efter arbejdsopgaverne tager vi på tur, spiller fodbold, hører oplæg, ser film, spiller spil, eller ligger bare og slapper af sammen.
I modsætning til KFS’ andre lejre, er der ikke fokus på undervisning eller forkyndelse. I stedet går Assist ud på at række ud til andre. Derfor er det også oplagt at tage med, selv om man ikke er kristen eller normalt kommer i KFS. Hvis du er studerende og har lyst til at give en hånd med og gøre en forskel, så kom med d. 3. til 9. juli (uge 27) til en vildt fed uge!
Du har mulighed for at følge os eller se mere på vores facebookside for Assist eller via vores Instagram.
Ugens program
Mandag: Vi ankommer og lærer området og hinanden at kende.
Tirsdag-fredag: Vi arbejder om dagen og hygger og inspirerer hinanden om aftenen.
Lørdag: Vi laver stort kagebord for dem, vi har været ude at besøge, og holder fest for os frivillige.
Søndag: Gudstjeneste i Grønnevang Kirke og farvel for denne gang.
FAQ
Hvad er typiske arbejdsopgaver? Opgaverne varierer og kan bl.a. være havearbejde, maling, rengøring, besøg på plejehjem, afholde børneaktiviteter, oprydning – og så naturligvis en masse gode samtaler med de dejlige mennesker, vi kommer hjem til.
Skal man være med hele ugen? Ja, det synes vi. Fællesskabet for os Assistere bliver stærkest, når vi alle er sammen fra start til slut. Når er det er sagt, er det hele selvfølgelig frivilligt, og derfor kan undtagelser blive nødvendige.
Hvad laver man om aftenen? Hygger sig med sine skønne Assist-venner. Nogle aftener er der også tilbud om inspirerende oplæg eller foredrag, som man kan tage med til. Andre aftener tænder vi bål, tager ud og bader, spiller spil eller synger sammen.
Hvad med tro – fylder det meget? Man behøver ikke tro på noget for at deltage. Selve rammerne har et kristent islæt: der er tilbud om andagter, og vi samarbejder med en kirke, som flere af de lokale frivillige har en tilknytning til. Men på Assist er der plads til alle, uanset hvad vi tror eller ikke tror på.
Har du spørgsmål? Så skriv endelig til assist@kfs.dk.
Pris
Hele lejren koster kun 300 kr. Et scoop af dimensioner!
Tilmelding
Tilmeldingen til Assist finder du lige her: Tilmelding til Assist
Har du spørgsmål?
Så skriv endelig til assist@kfs.dk.