Volontør i KFS

KFS søger volontører

Brænder du for at møde gymnasieelever og tale med dem om tro og liv? Og vil du bruge et år på at udvikle dig gennem teamsamarbejde og relationer til med-volontører og KFS’ere?

KFS søger 6 volontører fra 1. august 2027 til 31. maj 2028, der vil arbejde for, at studerende på ungdomsuddannelser i Danmark bliver engageret i at kende Jesus og gøre Jesus kendt på deres studiesteder. Stillingerne er på fuld tid.

Arbejdsopgaver

Dine primære arbejdsopgaver er at være leder, inspirator og samtalepartner for studerende på ungdomsuddannelser. Du kommer bl.a. ud og holder religionstimer på gymnasier, besøger KFS-grupper og deltager i KFS-arrangementer. Dette sker i tæt samarbejde med din med-volontør og områdets KFS-konsulent. Desuden vil du få tildelt landsdækkende opgaver fx i forbindelse med KFS' lejre og deltagelse i KFS’ udlandsrejse for studerende på ungdomsuddannelser.

KFS' profil

KFS er en studenterbevægelse, hvis mission er, at studerende må kende Jesus og gøre ham kendt. Derfor opmuntrer vi studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser til at leve som synlige kristne på deres studiested, læse i Bibelen sammen og bede for deres medstuderende.

KFS bygger på et luthersk bekendelses- og værdigrundlag med Jesus, nåden, Bibelen og troen som centrale fokuspunkter i forkyndelse og undervisning, og vi ønsker at oplære studerende til at følge Jesus og tjene ham dér, hvor han har sat dem – blandt deres medstuderende.

Din profil

Du mener, at studerende har brug for Jesus. Du har lyst til at lære nyt om dig selv, om andre og om Gud og engagere dig i KFS’ arbejde. Du har afsluttet en ungdomsuddannelse og gerne et bibelskoleophold. Du identificerer dig med KFS’ profil.

Vi tilbyder

Vi søger volontører til tjeneste i Odense, Aalborg eller København. Tjenesten kommer til at ske i samarbejde med KFS-konsulenten i byen og en anden volontør. Du kan enten vælge at søge på egen hånd eller overveje at søge stillingen sammen med en ven.

Vi tilbyder et år med fællesskab og læring. Du kommer til at følges med studerende på ungdomsuddannelser, med-volontører, områdets KFS-konsulent og KFS’ øvrige ansatte i en tjeneste, hvor du modnes personligt og åndeligt og støttes i dette af områdets KFS-konsulent og en personlig medvandrer. De seks volontører samles til volontørsamlinger ca. en gang om måneden for at sparre med og opmuntre hinanden i arbejdet.

Lønnen er pt. 11.769,78 kr. kroner/måned + tillæg for hjemmekontor, telefon, pc og internet. Der må påregnes arbejde på aftener og i weekender.

Stillingerne er med bopæl i Odense, Aalborg (i begge byer finder man selv egnet bolig) eller København (her er der værelse til begge volontører i KFS-lejligheden).

Ansøgning

Ansøgningsfrist: 28. november 2026.

Samtaler afholdes som udgangspunkt i København d. 3. december eller i Aarhus d. 4. december.

Om nødvendigt kan samtaler ske online på Teams efter aftale med national leder, Hanne Terp Legarth. Ansøgning sker i form af udfyldt ansøgningsskema.

Yderligere oplysninger og ansøgningsskema

Yderligere oplysninger om stillingen og ansøgningsskema fås hos national leder Hanne Terp Legarth, tlf. 66 44 48 17, e-mail: hanne@kfs.dk.

Hvorfor skal man blive volontør i KFS?

Dét siger de nuværende volontører!

Martha

Nord- og Vestjylland

Fordi man kan være 100 % sig selv, tænke kreativt og snakke tro og liv med andre unge mennesker og dermed lære Jesus bedre at kende og sprede hans gode budskab.

Marcus

Fyn og Sydjylland

Fordi du får lov til at bruge et år, hvor du laver arrangementer, støtter og hjælper de forskellige KFS-grupper og faciliterer, at endnu flere unge kan høre om Jesus og lære ham bedre at kende.

Juliane

Østdanmark

Fordi det er fantastisk at have et job, hvor troen fylder så meget! Man lærer en masse om sig selv og om Jesus, og man møder de skønneste KFS'ere og elever på gymnasierne.

Følg med på Instagram!

Få et indblik i volontørlivet (som også indebærer at lave indhold til regionernes Instagramprofiler) ved at følge med der! Find dem på @kfs_east, @kfs_fyn_syd og @kfs_nord_vest.

Vil du have nyt fra KFS?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyt fra KFS sendt på mail.