Pejlemærker på Åndens oprørte vande

Foreningen Come Alive står centralt i debatten om forholdet mellem karismatisk og luthersk tradition. I KFS har vi ikke haft kontakt til Come Alive eller Jonas Rahbek, men vi bliver spurgt til vores holdning til debatten og karismatik-teologi-forholdet, og den vil vi gerne dele.

Vi har arbejdet med dette forhold gennem mange år i KFS, teologisk og praktisk, og har lyst til at dele nogle overvejelser i relation til den verserende debat, dog ikke som en kommentar til Come Alive eller andre specifikke organisationer eller kirker, hverken i ind- eller udland. Dette går på forholdet mellem karismatik og den lutherske tradition; hvordan vi forsøger at bygge stærkt fundament og give plads til Åndens frie virke. Nedenstående er på ingen måde et forsøg på at give et udtømmende svar. Langt fra. Men det, vi peger på, er til hjælp for os selv – og det vil vi gerne dele.

I den lutherske tradition har vi fået givet to pejlemærker til at vurdere den teologi og åndelige praksis, vi møder. Det drejer sig om kernebegreberne formalprincippet og materialprincippet. Formalprincippet går på Skriften alene. Guds ord er øverste autoritet og norm for tro, lære og liv. Materialprincippet går på, at mennesket alene føres ind i et ret forhold til Gud gennem tro på Jesus, eller sagt på en anden måde: Retfærdiggørelse af nåde alene ved tro alene. Formalprincippet fortæller os, hvor Gud med sikkerhed og øverste autoritet taler til os, i Bibelen, og materialprincippet fortæller os hovedbudskabet i Guds tale til os; frelse i troen på Jesus af Guds nåde.

Kommer den åndelige praksis og forkyndelse, som er på spil, til at sidestille sig selv med eller sætte sig over Guds ords autoritet, så brydes formalprincippet, og mennesker har dybest set sat sig selv over Gud. Det må vi sige fra overfor. Og hvis forkyndelsen leder mennesker et sted hen, hvor barnekåret hos Gud ikke længere baseres på Guds nådige indgriben ved tro på Jesus alene, men direkte eller indirekte opstiller andre kriterier, det være sig pietistiske, karismatiske, særlige gerninger eller andet, så brydes materialprincippet. Dermed er det ikke længere Jesus alene, der frelser. Det må vi også sige fra overfor.

Vores åndelige arv giver fast grund under fødderne

Når formal- og materialprincippet lever stærkt i vores kirker og kirkelige organisationer, hjælpes vi til at sige fra overfor strømninger, der vil lede os ind under menneskelige autoriteter, frem for Gud og hans ord, og vi hjælpes til at sige fra overfor dem, der ikke kan nøjes med Guds frie nåde, men vil have det lille ekstra fra den såkaldt sande discipel. Samtidig kan og skal vi åbne op for mange forskellige troserfaringer, for åndelige udtryk, for Åndens manifestationer og for nådegavernes brug. Intet af det er i sig selv i konflikt med formal- eller materialprincippet. Ja, disse to pejlemærker gør, at vi trygt kan tage imod Guds rige og mangfoldige gaver til os i vores fællesskaber.

I KFS møder vi mange unge, der søger fællesskaber, hvor der er højt til loftet; plads til spørgsmål, forskellige erfaringer, oplevelser med Ånden og så videre. De kommer også fra forskellig kirkelig baggrund – og ikke-kirkelig. Der er stor bredde, og det er en bunden opgave for os at tage imod dem og følges med dem. Vi kalder det plads til mening. Det er dog ikke meningsrelativisme, de efterspørger (og det er heller ikke det, vi tilbyder). De søger fast grund under fødderne. Her er vores åndelige arv en kæmpe hjælp og velsignelse. Med dybe rødder i Guds ord og Jesu nåde, kan vi brede vingerne ud og give plads. Det både kan og skal vi.