Nordisk FEUER: Inspirerende fællesskab med vores naboer

Mads Due

27. mar. 2026

Mads Due har været en tur i Norge og fortæller her om konferencen og om vidnesbyrdet fra det ukrainske studenterarbejde, der gjorde særligt indtryk.

nordisk feuer 1 26

Jeg fik æren af at deltage i den nordiske udgave af FEUER, IFES’ konference om evangelisation på universiteter. Med den europæiske konference i november in mente var jeg rimelig hooked på konceptet, allerede inden vi gik i gang.

Sammen med to KFS’ere kørte jeg fra København fredag morgen og var tilbage igen søndag aften. Det var en intens weekend med meget program. Vi hørte blandt andet om, hvorfor det kristne budskab er unikt; hvordan man formidler frimodigt og overbevisende; hvordan kristne kan passe godt på den jord, vi er sat på. Derudover – og måske det væsentligste, når vi er flere nationer samlet – hørte vi vidnesbyrd fra studenterarbejdet i blandt andet Norge, Finland og Island. Jeg fik selv lov til at give en status på KFS i København. Mest hjerteskærende var det at høre om arbejdet i Ukraine. Adam Jones fra IFES, der har besøgt Ukraine flere gange de seneste år, vikarierede for Marina, der var blevet hjemme i Ukraine grundet den tilspidsede situation. Når Adam besøger dem, er der færre mænd på kirkebænkene end ved sidste besøg.

nordisk feuer 26

Jeg tror på det nordiske fællesskab. Der er enormt potentiale i at udveksle idéer og erfaringer, for vores kontekster, vores mentalitet og liv har så meget til fælles. Jeg håber, at vi kan få endnu mere med hinanden at gøre. Vi har brug for sammen at blive mindet om, at vi skal ud over stepperne. Det er vigtigt at samles i kirker og missionshuse, men hvis vi skal nå mennesker med evangeliet, må vi møde dem, hvor de er: på universitetet, gymnasiet og studiestederne. Det er dér vi skal gøre Jesus kendt.

Vil du have nyt fra KFS?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyt fra KFS sendt på mail.