KFS siger nej til negativ social kontrol og ja til frie, åbne fællesskaber

4. jun. 2026

Et sundt fællesskab bygger på frihed og ikke på kontrol. Derfor siger vi i KFS tydeligt fra over for usunde dynamikker og arbejder for at skabe åbne fællesskaber præget af frihed, åbenhed og tillid.

nej til negativ social kontrol

Unge skal kunne leve et frit ungdomsliv uden pres, kontrol og overvågning. Derfor er det både godt og vigtigt, at negativ social kontrol endnu engang er kommet på dagsordenen i den offentlige debat. Når unge oplever at blive styret af frygt, sociale sanktioner eller krav om ensretning – hvad enten det sker i familien, blandt venner, i religiøse miljøer eller andre fællesskaber – er det et alvorligt problem, som vi som samfund har pligt til at tage alvorligt.

Derfor vil vi også gerne anerkende de politikere, skoler og organisationer, som arbejder for at beskytte unge mod negativ social kontrol. Gymnasier og uddannelsesinstitutioner skal have både kompetencerne og opbakningen til at gribe ind, når unge oplever usunde og begrænsende fællesskaber, og i det ønsker KFS at være en stærk samarbejdspartner. Vores arbejde sker i studieverdenen, og derfor står vi skulder ved skulder med alle, der arbejder for unges frihed og trivsel.

KFS bygger på frihed, åbenhed og plads til mening

I KFS ønsker vi at samle gymnasieelever og studerende i åbne fællesskaber med Jesus i centrum og Bibelen som grundlag. Men et sundt trosfællesskab kan kun eksistere, hvis der er plads til spørgsmål, uenighed, tvivl og fravalg.

Det ligger i KFS' DNA, at der skal være plads til mening. Vi ønsker at skabe fællesskaber, hvor mennesker mødes med respekt og nysgerrighed, og hvor ingen presses til bestemte holdninger eller valg. Tro kan ikke påtvinges. Den må altid være frivillig.

Vi tror på Jesus, på Bibelen som Guds ord og på evangeliets afgørende betydning for menneskers liv. Men netop derfor tager vi afstand fra enhver form for kontrol eller manipulation. En relation til Jesus giver kun mening, hvis den bygger på frihed og personlig overbevisning.

Kampen mod social kontrol må ikke blive en kamp mod åbne trosfællesskaber

Når vi bekæmper negativ social kontrol, er det vigtigt at skelne mellem usund kontrol og sunde fællesskaber.

Ligesom unge skal have frihed til at sige nej, være uenige eller forlade et fællesskab, skal de også have frihed til at tro, stille spørgsmål om tro og indgå i frivillige religiøse fællesskaber. For de åbne samtalefællesskaber, elevforeninger og trosfællesskaber er ikke problemet. Tværtimod kan de være vigtige steder, hvor unge finder mening, relationer og støtte.

Vi mener derfor ikke, at løsningen på problemer med negativ social kontrol er at skubbe religion eller tro ud af uddannelsesinstitutionerne. Hvis åbne fællesskaber forsvinder, risikerer vi blot, at usunde dynamikker flytter væk fra offentlighedens blik. Der er brug for gennemsigtige, frivillige og ansvarlige fællesskaber – ikke færre fællesskaber.

KFS mener, at kristne elevfællesskaber har lige så stor ret til at være til stede på skolerne som alle andre frivillige fællesskaber. Samtidig har vi et særligt ansvar for at sikre, at vores fællesskaber er præget af frihed og respekt, og det tager vi på os.

KFS har nultolerance over for negativ social kontrol

Vi tager problematikken alvorligt, også fordi usunde dynamikker i princippet kan opstå alle steder – også hos os. Derfor ønsker vi at være tydelige: Negativ social kontrol hører ingen steder hjemme i KFS.

Vi tager afstand fra adfærd, hvor mennesker presses til bestemte valg, udskammes for tvivl eller uenighed, overvåges socialt, frygter konsekvenser ved at sige fra eller oplever manipulation forklædt som åndelig vejledning.

KFS-konsulenterne arbejder løbende sammen med lokale KFS-grupper om at skabe sunde fællesskaber præget af åbenhed, frihed og tryghed. Derudover har KFS sammen med en række andre danske trossamfund og organisationer underskrevet en etos for god adfærd i kirker og kristne fællesskaber, og den forpligter os på at reagere på adfærd og dynamikker, som ikke er gode.

Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du har oplevet usunde dynamikker i KFS. Hvis noget ikke har været, som det burde være, ønsker vi at vide det. Du kan kontakte din lokale KFS-konsulent eller skrive direkte til generalsekretæren, og deres kontaktoplysninger finder du her på KFS’ hjemmeside. Kun ved at lytte kan vi blive klogere og sikre, at vores fællesskaber lever op til de værdier, vi står for.

Foreningen Agape gennemfører i øjeblikket en undersøgelse af usunde dynamikker i danske kirker og kristne fællesskaber. Hvis du har oplevet det, vil vi opfordre dig til at deltage via linket her. Din erfaring kan være med til at forebygge, at andre får lignende oplevelser.

KFS skal være et sted præget af frihed, åbenhed og tillid. Derfor siger vi tydeligt fra over for negativ social kontrol – og tydeligt ja til fællesskaber, hvor unge frit kan tro, tvivle, spørge og tage deres egne valg.

Vil du have nyt fra KFS?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyt fra KFS sendt på mail.