Jul igen. En årlig tilbagevenden. Gentagelsens glæde? Livets trivialitet? Måske i lige dele.

Jeg er ikke nødvendigvis den store julehund. Lad mig præcisere: Der er så meget rundt om julen, der klæber sig til højtiden, en form for kunstig kulturkåbe fæstnet med lim og klisterbånd, der næsten kvæler julens kerne. Den kommercielle jul med ”Let it snow”, ”Last Christmas” og ”Jingle Bells” nærmest maser ”Mit hjerte altid vanker” og ”Dejlig er jorden” ud i periferien. Det kommercielles sejr over Kristus.

Kommer du i kirken juleaften, vil du blive mødt af den samme tekst som sidste år. Igen. ”Og det skete i de dage”, ligesom det skete sidste år og året før. Det sker aldrig, at Augustus aflyser folketællingen, fordi han havde travlt med en krig i det sydlige Germanien. Eller at Maria føder undervejs, fordi Josef var lidt lang tid om at finde et passende æsel, og det unge par derfor kom for sent afsted. Eller at der rent faktisk var god plads på herberget, fordi en storfamilie fra Betlehem i sidste øjeblik aflyste en stort anlagt familiefejring grundet intern strid om, hvem der skulle stå for lammekølle og glaserede æbler.

For mig er teksten som en remse, der går ind uden de store følelser. En slags stille apati, hvilket næsten må klassificeres som blasfemi, når man tænker på tekstens budskab. Men jeg spørger mig selv, om vi ikke kunne høre noget andet i år. Kan vi spice det hele lidt op?

Sidste år gik præstens ord rent ind og aflyste min afdæmpede antijul: Godt nok er teksten og budskabet det samme fra år til år, men vi er ikke de samme. Der er gået et helt år, vi er et andet sted (geografisk, arbejdsmæssigt, åndeligt …), og derfor kan det gamle ord være nyt. Måske kan ordet gå ind ad nye veje eller afsløre nye kringelkroge i mig.

2025 blev mit første år på KFS-holdet. Jeg startede året med en færdiggjort kandidatuddannelse og slutter året som den stadig lidt nye, men dog ikke helt grønne konsulent i København. Gad vide hvordan Lukas’ juleevangelium rammer sådan én?

Jeg oplever at være kommet ind i en organisation i vækst. KFS vokser på alle måder. Flere initiativer, flere ansatte og – vigtigst af alt – flere KFS’ere. Der er kæmpe vinger bagud, som man sagde i min spæde ungdom.

Hvad vil 2026 bringe, udover VM i fodbold og Folketingsvalg? Juryen er stadig ude, men vi har lov at håbe. Med lim og klisterbånd må vi fæstne os til det lys, der kommer til os i julen. Som en anden af højtidens tekster siger:

”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys,

lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”

(Es 9,11).

Det fysiske mørke, der på denne tid omgiver os i Norden, kan minde os om noget. Vi, der bor i mørket, kan komme til lyset. Jesusbarnet, det sande lys, vil oplyse os. Døren til stalden står på vid gab, og vi inviteres ind sammen med hyrder og vise mænd fra Østerland.

Rent poetisk balancerer min december mellem to hymner. ”O kom, o kom Immanuel”, der med sin adventsbøn beder Gud om igen at forløse sit folk. Om ikke at være ”Gud langt fra os” eller ”Gud imod os”, men ”Gud med os”. Og så den lidt nyere ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt”, fordi den punkterer min indledende juleskepsis. For det er barnet i krybben, der gør jul til noget særligt, ikke den krans af lirumlarum, der hænger ved.

Julens ord og budskab kommer til os igen. Kristeligt set er gentagelsen i dette tilfælde en god ting. Vi er ikke de samme, og derfor har vi brug for at høre ordet på ny:

”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”

(Luk 2,10-11).

Med ønsket om en glædelig jul og et velsignet nytår!

På vegne af de ansatte i KFS

Mads Due