Horisontlinjens første elevhold er med til at gøre Jesus kendt

KFS-arbejdet i Østdanmark har med vores samarbejde med LMH fået et ekstra ben at stå på: Et elevhold på Horisontlinjen, der kombinerer undervisning i at tale om tro og mødet med gymnasieelever i praksis – sammen med KFS’ ansatte i regionen. Cecilie Idorn og Juliane Høeg er en del af det første elevhold, og de deler her deres erfaringer fra de første fire måneder på Horisontlinjen.

Hvad laver I på Horisontlinjen og hvad lærer man?

Cecilie: Vi får undervisning i, hvordan man kan snakke med ikke-kristne om tro, og så kommer vi med KFS ud på gymnasier og hjælper med at afholde religionstimer og er med ude og dele kakao ud og lidt forskelligt.

Juliane: Generelt lærer man bare meget om, hvordan man kan formidle sin tro og skabe en samtale om det. Det er virkelig spændende og fedt for eksempel at skulle vænne sig til at bruge andre ord end ”kirkeord” til at snakke om tro, men også bruger nogle ord, som en almindelig gymnasieelev vil kunne forstå en tirsdag morgen.

Fortæl om en god oplevelse, I har haft til en religionstime.

C: Jeg kan huske en af gangene, vi var ude på et gymnasium, hvor der var en, der spurgte, hvordan det var for os at være ”ude i virkeligheden”, da vi gik i gymnasiet, og hvordan vi oplevede det at være sammen med ikke-kristne mennesker. Og jeg tror egentlig bare, det gjorde indtryk på mig, fordi de viste interesse i os som mennesker og ikke bare som nogen, der tager ud og bliver hakket ned på.

J: Jeg har nogle gange nu oplevet, at eleverne er vildt engagerede og har lyst til at stille opfølgende spørgsmål og være en del af samtalen. Det gør det meget federe at være der, at man føler sig velkommen, men også at de tager snakken med videre, når vi er færdige med timen. Det er virkelig fedt at se, at det, vi taler om, faktisk gør indtryk og ikke bare er noget, man snakker om i klasselokalet.

Hvordan er det at stå foran en hel gymnasieklasse og fortælle om sin tro?

C: Til at starte med tænkte jeg, at det var lidt noieren, men da vi først kom ud og snakkede med folk, så var det faktisk megafedt. Også fordi, folk var så imødekommende og gode til at stille spørgsmål. Så man blev mødt med en åbenhed og en medmenneskelighed, og folk havde en interesse i det. 

J: Jeg havde frygtet, at det kunne føles lidt som at være et dyr i zoologisk have. Sådan, ”uh, nu kommer der noget nyt, skørt og spændende!” Men jeg synes virkelig, det har været en positiv oplevelse, fordi vi netop bliver taget så godt imod. Når man kommer udefra, og klassen ved, at der kommer besøg, så er det nemmere at blive i den rolle. Folk ved på forhånd, at ”hey, der kommer nogle kristne i dag, som kommer til at svare på spørgsmål.”

Er der noget ved undervisningen eller gymnasiebesøgene, der har udfordret jer?

C: Jeg tror, at noget af det, der har udfordret mig mest, var, da vi var ude og dele kakao ud, fordi der skulle vi opsøge samtalerne, frem for at de var givet ligesom i religionstimerne. Når der ikke på samme måde var lagt op til snakken, så syntes jeg faktisk, det var lidt udfordrende.

J: Et af de tidspunkter, hvor jeg var mest udfordret, var, da jeg fik et spørgsmål omkring et tema i Bibelen, som jeg ikke selv er landet i. Altså at sige ”Jeg tror på, at Gud han siger sådan og sådan, men jeg forstår det faktisk ikke selv. Men jeg vælger at tro på, at det er sandt, fordi Gud siger det”. Det er jo noget, jeg som kristen relativt ofte støder på, men hvis man ikke tror på Bibelen som en autoritet i ens liv, så er det jo vildt at lade en bog bestemme noget, som faktisk stritter imod ens følelser.

C: Ja, og det kan også være udfordrende at få spørgsmål om for eksempel abort og homoseksualitet og kvindelige præster, fordi der er så stærke holdninger til det, og der er mange følelser i det. Man ved jo heller ikke, hvem der sidder i lokalet, så det der med at gøre det på en respektfuld måde, men samtidig komme frem med sine holdninger og ikke gå på kompromis med det, der står i Bibelen, det er også udfordrende.

J: Det er noget af det mest udfordrende, men også noget af det, der gør mest indtryk. Og jeg tror også, det er virkelig sundt, fordi det er ikke noget, vi bliver konfronteret så meget med, når vi er i den kristne ”osteklokke”. Men det bliver man, når man kommer ud på gymnasierne. Så det er en udfordring men også en gave.

Skal man kunne noget særligt for at være elev på Horisontlinjen?

J: Nej, du skal bare have lyst til at tale om tro. Der er ikke nogen evner, der er påkrævet, og man behøver ikke at være hverken ekstrovert eller evangelist for at kunne være med.

C: Man behøver heller ikke at være helt vildt stærk i sin Bibel. Bare det man fortæller sit vidnesbyrd, tror jeg egentlig er det, der gør allermest indtryk. Man behøver ikke at kunne redegøre for alt muligt, der står i Bibelen, så længe man bare har Jesus.

J: Ja, det er nok egentlig det eneste krav. Og så får man undervisning i det, man skal, så man bliver godt klædt på.

C: Jeg synes også, det er megafedt at opleve, at man kan formidle det, man har lært på LMH. At man lærer noget, og at man kan bruge det til noget.