Teksten fra KFS' logo

Tak, fordi I læste med!

1. maj i år startede vi kampagnen '100 dage med Bibelen' – og den 8. august kunne vi så sætte det allersidste kryds i denne omgang.

Over 100 dage har vi læst og lyttet os igennem hele Det Nye Testamente – med læselisten i hånden og podcast i ørerne.

Om du nåede med på hele rejsen eller et stykke af turen, så tror vi på, at hvert et kryds og hvert et kapitel, vi læser, bliver til tro og liv for os. Ja, som Gud selv siger det i Esajas’ Bog kap. 55, vers 11:

”sådan er mit ord, som udgår af min mund;

det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,

men det gør min vilje

og udfører mit ærinde.”

Dét må vi leve i og stole på – også når vi ikke kan se det midt i hverdagens trummerum.

Tak, fordi I læste med!

Podcasten og læselisten kommer fremover til at være tilgængelige på denne side. Dem finder du nedenfor.

1. Jeg har været med i sponsorløbet – hvad nu?

Allerførst vil vi bare gerne sig tak, fordi du havde lyst til at bruge den her anledning til at bakke op om KFS’ arbejde enten som deltager eller sponsor!

Vi glæder os over hver en gave, der er blevet samlet ind, for det giver os mulighed for at investere flere ressourcer i, at studerende må ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’ – lige midt i studieliv, hverdag, lektier og venner.

Har du været deltager?

Helt lavpraktisk skal du nu tælle sammen, hvor mange kapitler du har fået læst – har du læst alle kapitler, er det 260 kapitler. Derefter sender du et svar tilbage til os på kfs@kfs.dk, hvor du oplyser dit navn og antal læste kapitler.

Vi sender efterfølgende en besked til dine sponsorer med, hvor meget du har læst, og hvordan de kan give den gave til KFS, som antallet af kapitler udløser.

Jeg har selv lavet en aftale med mine sponsorer – hvad så?

Hvis du har lavet en aftale med en sponsor, som af den ene eller anden grund ikke er tilmeldt via KFS’ system, oplyser du dem bare selv om, hvor mange kapitler du har læst.

De kan indbetale beløbet via:

KFS’ hjemmeside: kfs.dk/stoet-kfs (’100 dage med Bibelen’ kommer her op som det første)

MobilePay: 700800 (skriv ’100 dage – CPR NR.’ i kommentarfeltet)

Bank: 4597 – 0004054954 (skriv ’100 dage – CPR NR.’ i kommentarfeltet)

Vi bruger CPR NR. i forbindelse med skattefradrag.

Har du været sponsor?

Har du sponsoreret en (eller flere) i forbindelse med '100 dage med Bibelen', skal du i første omgang afvente, at vi får en tilbagemelding fra din 'deltager'.

Derefter sender vi dig en mail med en opgørelse over, hvor mange kapitler der er blevet læst, hvad du skal indbetale og et link, du kan betale igennem.

Og så er der bare tilbage at sige et STORT tak for din støtte til KFS' arbejde!

Læs i Bibelen med KFS!

Gud er virkelig til stede i sit ord! Det er levende og virksomt – også i dag!

Derfor er det også så godt, når vi bruger tid på at læse i Bibelen. Men indimellem kan det også være en fortvivlende og forvirrende affære. For hvor er det lige, man begynder? Hvad er forskellene på de fire evangelier? Hvorfor har Paulus skrevet mange forskellige breve? Og hvordan skal vi egentlig forstå dem i dag?

Den frustration oplever rigtig mange af os, når vi åbner Bibelen. Og derfor har vi lavet konceptet '100 dage med Bibelen', som du kan bruge som en 'rejseguide' i din bibellæsning.

Konceptet består af to ting:

En læseliste, der fører dig godt igennem hele Det Nye Testamente på 100 dage.

Og en podcast, hvor der til hver dag er et afsnit med en kort introduktion og refleksion over dagens kapitler.

Læselisten kan du finde nedenfor lige klar til at downloade og printe ud. Og podcasten finder du ved at søge efter '100 dage med Bibelen' der, hvor du normalt lytter til podcast.

Og så er du ellers klar til at komme i gang!

Har du lyst, kan du jo overveje at invitere nogen til at læse sammen med dig (din ven, klassekammerat, medstuderende, søster eller kat). Så er i to (eller flere) til at holde hinanden op på læsningen og dele tanker og refleksioner undervejs.

God læse- og lyttelyst!