KFS er vokset fra at være en gruppe af otte personer i København til at være en landsdækkende studenterbevægelse med 3000 unge fordelt på ungdoms- og videregående uddannelser.
I 1956 tog en otte mand stor gruppe initiativ til et kristent studenterarbejde - dengang kaldet Credo. Blandt stifterne var Niels Ove Rasmussen (senere Niels Ove Vigilius), som i 1962 blev ansat som den første KFS sekretær.
To år efter starten i 1956 blev der dannet en gruppe i Århus. Og i 1963 blev den første gymnasiegruppe startet. Det var i Rønne og initiativtageren var Kaj Kjær Hansen.
I 1967 blev KFS medlem af IFES, International Federation of Evangelic Students. Det er et internationalt og interkonfessionelt studenterarbejde.
I 1970erne oplevede KFS stor vækkelse og ekspansion, og det kom samtidig til et opgør med den karismatiske bevægelse, som i de år havde stor fremgang i Danmark.
I 1976 blev Credo Forlag stiftet. Fra 2008 drives Credo af Lohse og KFS har stadig medindflydelse på udgivelserne.
I 1980erne tog KFS igen stilling til den karismatiske bevægelse. Flere og flere frikirkefolk kom med i KFS-grupper rundt omkring, og spørgsmålet var nu, hvordan KFS på én gang kunne være en luthersk bevægelse og samtidig rumme KFS'ere med frikirkebaggrund? Ud fra devisen "prøv alt og hold fast ved det gode" udarbejdede et udvalg en udtalelse, som virkede afklarende.
I 1990 blev KFS' Ledertræningscenter (LTC) opstartet i Ødsted ved Vejle. LTC styrker gymnasiearbejdet i hele Danmark med teams, der besøger skolerne.
Artiklen er en sammenfatning af "Den absolutte målsætning" af Henrik Nymann Eriksen, trykt i Til Tro 1996.