Igen i år inviterer KFS alle studerende på ungdomsuddannelser på fem dages lejr i efterårsferien. Temaet for årets tur er ”Håb”, og folkene bag lejren glæder sig til at åbne dørene for flere hundrede gymnasieelever
- Vi tror, det bliver rigtig godt. Der er rigtig mange spændende seminarer, talere og andre aktiviteter på skemaet, så deltagerne har mulighed for at få en masse godt med hjem, lyder det fra KFS-sekretær og lejrchef Øjvind Hansen.
På programmet finder man blandt andet ” en bedste café”, som er et mødested for unge og ældre i ”bedsteforældrealderen”.
- Bedste-caféen er et nyt tiltag, vi har med, fordi vi har erfaring med, at rigtig mange unge synes, det er udbytterigt at få en samtale med en ældre person. Når vi for eksempel har haft en person i ”bedsteforældrealderen” til at tale på vores lejre, er der tit trængsel om vedkommende bagefter. Med en egentlig bedste-café er der mulighed for at mødes og snakke med personer, der har mange års livserfaring og gerne vil dele ud af den, fortæller Øjvind.
Derudover byder lejren blandt andet på seminarer om evangelisation, politik, levende tro, forfulgte kristne og Johannes’ Åbenbaring. Blandt talerne til salmøderne findes KFS’ forstander på Ledertræningscenteret Nic Skjøtt og KFS’ generalsekretær Robert Bladt.
Klik ind på www.discipeltraef.dk og læs mere. Efter d. 28. september lægges et gebyr på 100 kroner til prisen, så tilmeld dig inden da!