I alt er 12 unge optaget på KFS’ højskole, der byder på bla. ledertræning, fællesskab og udlandstur
Det er en glad og tilfreds forstander, der i disse dage forbereder næste års undervisning på KFS’ højskole LTC, (Ledertræningscenteret). Nic Skjøtt har netop sagt farvel til sidste års hold, men glæder sig allerede til at tage imod det næste.
- Jeg har store forventninger til det næste hold. Jeg tror, de kommer til at give KFS’ vision krop, fortæller forstander Nic Skjøtt.
Som sædvanlig byder et ophold på LTC på masser af undervisning i ledelse, godt fællesskab, åndelig opbyggelse og besøg på diverse gymnasier. Næste års LTC’ere skal sædvanen tro også på en længere udlandstur, men hvortil rejsen går, er ikke endeligt besluttet. Lige nu arbejdes der på at få arrangeret en tur til Albanien, men endnu er intet sikkert, fortæller Nic, der sidder midt i forberedelserne.
- Der er stadig nogle ting, der skal falde på plads både mht undervisningen og udlandsturen, men viskal helt sikkert nok være velforberedte, når det nye hold banker på døren til august, fortæller Nic.
Han kan desuden oplyse, at LTC-lærer Hanne Legarth til sommer kommer tilbage efter sin barsel og vil være klar til at udruste det kommende hold i bla. evangelisation og kommunikation.
- Og til sidst vil jeg bare lige sige, at vi stadig tager imod ansøgere til LTC. Vi har et par ledige pladser, vi meget gerne vil have besat, fortæller Nic.
Find mere information om LTC og ansøgningsproces her.