Ikke alle skal rejse ud som missionærer, men nogle skal. Er det kun dem, der har fået et særligt guddommeligt kald, der skal?

Jeg skrev på et tidspunkt en mail til 20-25 forskellige missionærer for at få dem til at fortælle om deres personlige kald til mission. Svarene var interessante. Mest fordi der ikke var to svar, der var ens. Kaldet til at rejse ud som missionær, opleves vidt forskelligt. Nogle har oplevet det som, at Gud prikkede til dem. Gud gjorde det på en særlig måde klart, at de godt måtte rejse ud. Andre har haft rejselyst og ville gerne kombinere den lyst med mission. Atter andre så et stillingsopslag, og de fik lyst til at prøve lykken. Andre igen er blevet opfordret af en menighed, og det kunne de ikke sidde overhørig.

Det helt grundlæggende ved kaldet til at rejse ud som missionær, er, at man har lyst og mod på det. Man kan se en god mening med det. Man tror på det, og tror Gud siger OK, når han i det mindste ikke lukker af for muligheden. Det med kald skal altså ikke gøres sværere, end det er. Det kan opleves vidt forskelligt, og mange missionærer vil ikke engang sige, at de har haft et specielt åndeligt kald til at rejse ud. Det blev bare sådan. De søgte på en stilling og fik den. De bad Gud åbne og lukke døre, de talte med mennesker. Og så faldt tingene på plads.

Det bedste råd, der kan gives til den, der overvejer at rejse ud som missionær, er dels at tale med Gud om sagen og dernæst tale med kloge, erfarne folk. De første tanker, man kan gøre sig når en missionær-tilværelse blinker i horisonten, er dels fyldt af usikker spænding, og dernæst vælter spørgsmålene frem. Skriv dem ned. Husk dem. Og få den afleveret hos dem, der kan svare pålideligt. Dette er ofte folk, der selv har været/er ude som missionærer. Det er dem, der ved, hvad der er op og ned på det liv.

Det kan være vigtigt at tale med nogen, som man menneskeligt/åndeligt klinger godt med. Tale om egne stærke/svage sider, tale om faldgruber, begrænsninger og særlige udfordringer. Og så er det naturligvis vigtigt at tale med et missionsselskab.

Nogle rejser ud helt på egen hånd, uden missionsselskab eller menighed til at bakke sig op. Dette viser sig ofte at være et vovet projekt. Ikke at det ikke kan lade sig gøre, men at rejse ud kræver ofte sikkerhed på forskellig vis, og den sikkerhed fås via missionsselskab/sendende menighed. Kan man ikke gå ind i et missionsselskabs foreliggende program, er de fleste selskaber så fleksible, at de kan tilbyde en form for associering. Tag imod det.